Anmeldelser no image

Published on januar 21st, 2010 | by Bjarke Friis Kristensen

646

”District 9” er et spektakulært adrenalin-kick

Et af sidste års største overraskelser – og for mit vedkommende bedste film er District 9. Jeg har netop genset dette karakterdrevne og effektsprudlende stykke science fiction – og hvilket gensyn. En gribende fortælling om rumvæsners inhumane modtagelse på Jorden, hvor dramaet ubesværet smelter sammen med solid action, visuel idérigdom og et konstant medrivende momentum.

Filmen bygger på Blomkamps kortfilm Alive in Joburg fra 2005. I District 9 er historien selvsagt udbygget, men præmissen er den samme. For tyve år siden ankom rumvæsner til Jorden, nærmere bestemt Johannesburg i Sydafrika. De fik dog ikke en hjertelig modtagelse, men blev interneret i et slumkvarter, District 9. Her er de rejelignende væsner sat under kontrol af MNU, som mere er interesseret i deres våben end velbefindende. En af MNU-cheferne, den kejtede Wikus kommer imidlertid ud for en ulykke i distriktet, som for alvor sætter skub i filmens hæsblæsende to timer.

Filmens præmis er muligvis simpel, men ikke mindre interessant af den grund – hvilket bakkes fængslende op af den visuelle iscenesættelse, som går fra rendyrket mockumentary til thrillerdrevet science fiction og kulminerer i en gribende og højspændt finale. Den veludførte illusion, som Blomkamp leverer med sit semidokumentariske udtryk lever dog højt på andet end form. For med sin tematisk interessante fortælling og vedkommende hovedrolleindehaver kan man ikke andet end at blive revet med af den fantastiske fortælling.

Well, selvom allegorien over fremmedhad og social ulighed mere end blot ligger i filmens overflade, så tager det aldrig fokus fra filmens eget drama og virkelighed. Det ikke mindst pga. Wikus, som utroligt nok spilles af spillefilmsdebutanten Sharlto Copley. Han giver karakteren en tvetydighed, som sætter ham i en udfordrende gråzone. Det ene øjeblik er han elskværdig og sjov, det næste usympatisk og fej. En flerlaget og menneskelig karakter, hvis kamp og udvikling hele vejen er engagerende.

District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser, at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects – og så medfølger der på Blu-Ray-udgivelsen oven i købet et solidt og interessant ekstramateriale.


Ekstramateriale: Der medfølger på Blu-Ray-udgivelsen et spændende ekstramateriale. For udover at filmen både ser og lyder blændende godt, finder man interessante og informative ekstra-features. Man får en god tre-delt bag-om-filmen (30 min.), som kommer godt omkring bl.a. udarbejdelsen af historien, lyddesignet og hvordan improvisation blev brugt under de hektiske optagelser. Man får også et grundigt og vedkommende kommentarspor med filmens instruktør, som bl.a. fortæller om sin kortfilm Alive in Joburg, de visuelle effekter, tematikker og meget mere.

Herudover får man også 22 slettede scener (24 min.), og fine og interessante feautures om alien-make-up (10 min.), arbejdet med den improviserede dialog (12 min.), filmens visuelle effekter (10 min.) og et spændende indslag om filmens koncept og design (13 min.), hvor man bl.a. ser på skabelsen af rumvæsnerne.

– Læs også De bedste film 2009.

Originaltitel: District 9, USA, New Zealand, 2009.

Instruktion: Neill Blomkamp.

Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bolt, David James m.fl.

Spilletid: 1 time 52 min.

Udgiver: SF Film.

Tags: ,


About the Author


Back to Top ↑