Dansk dokumentar vinder på Sundance

Den danske dokumentarfilm Det Røde Kapel er af en enstemmig jury blevet kåret til bedste udenlandske dokumentar på dette års Sundance Film Festival i USA. Filmen hev prisen hjem foran 11 andre og en startpulje på hele 782 film. Den satiriske dokumentar følger en fiktiv teatertrup, hvor komikerne Simon Juul og Jacob Nossel skal optræde for regimet i det kommunistiske Nordkorea. En ret vovet tur, som både er nervepirrende, tankevækkende og underholdende at følge.

Mads Brügger takker og Simon Juul og Jacob Nossel jubler.
Mads Brügger takker og Simon Juul og Jacob Nossel jubler.

Det Røde Kapel en lavet af Mads Brügger og blev oprindeligt  sendt som en serie på DR2 tilbage i 2007, men er senere klippet om til spillefilmslængde. Ja, det er altså ikke kun Trier og Bier, som gør lyd af sig i udlandet. Et stort tillykke til Brügger og resten af flokken.

Harrison Ford muligvis på danske hænder

Okay, det her er altså ret spændende. Nicolas Winding Refn får sig muligvis en ny legekammerat, nemlig selveste Indiana Jones aka Han Solo aka Rick Deckard himself – ja altså Mr. Harrison Ford. I hvert fald har Ford udtalt til Empire, at han er i gang med at udvikle en film med den danske instruktør, som jo bl.a. er manden bag Pusher-filmene, senest Bronson og snart aktuel med Valhalla Rising. Ford siger desuden, at de forhåbentlig er klar til at starte optagelser allerede til marts!

Filmen er tilsyneladende thrilleren The Dying of the Light, som er skrevet af ingen ringere end Paul Schrader. Han har bl.a. skrevet Martin Scorsese-filmene Taxi Driver, Raging Bull og The Last Temptation of Christ. Imponerende. Filmen handler om en CIA agent, der begynder at blive blind, alt imens han forsøger at afslutte sin sidste mission. Ja, det kan altså virkelig blive godt – og mon ikke Refn er den rette mand til at puste lidt liv i Fords gamle klude. Så må vi bare håbe at Mads Mikkelsen og Zlatko Buric ikke bliver alt for jaloux.

– Læs også Det her er herligt vanvittigt.

”Gamer” er fornærmende ringe

Okay, nogle gange ramler man ind i en film, der er så gennemført ringe, at man knapt kan forstå det. Gamer er en sådan film. Der er på det nærmeste ikke en eneste formildende omstændighed, der gør denne film bare tilnærmelsesvis anbefalelsesværdig – og det selvom der både er blodige headshots og afrevne lemmer samt Gerard Butler og Michael C. Hall i action. Men tag ikke fejl, dette er en gudsjammerlig kedelig ørken-vandring gennem hektisk klipning, filmisk famleri og tonserdum manuskriptskrivning.

Filmen foregår i en fremtid, hvor den virtuelle virkelighed er taget et skridt videre. Man kan nu betale sig fra at styre rigtige mennesker – sådan en art ekstrem Sims, hvor man bl.a. kan spille med dødsdømte fanger, der så dræber hinanden på kryds og tværs. Hvis en fange overlever 30 spil, sættes vedkommende fri. Kable er tæt på at nå de 30 spil og sin frihed, hvor kone og barn venter. Men hvad nytter det, når man er fløjtende ligeglad med Kable og resten af dette ligegyldigt larmende opkast.

Filmen tumler i sjælden set grad så umotiveret dumt rundt i sit eget postulerede manuskript, at al mulighed for bare en smule indlevelse helt ryger fløjten. Her formår hverken en både barsk og følelsesladet Gerard Butler, eller en diabolsk Michael C. Hall at trække betydelige point hjem til filmens fordel. Det samme kan siges om filmens hektiske tempo, der blot dræner filmen for engagement.

Men en ting er den epilepsi-fremkaldende klippestil, der hugger al form for medrivende action i stykker, en anden er filmens famlende samfundssatiriske røster om et virtuelt liv – næ, se hellere The Running Man med Arnold Schwarzenegger – en film med lignende tematikker og langt højere underholdningsværdi.

Gamer ser dog godt ud på Blu-Ray og rammer da også i splitsekunder et par interessante strofer. Bl.a. da Michael C. Hall som superskurken danser sig gennem et musical-act. Men denne herligt udknaldede idé skamferes selvfølgelig også af tåbelig voldskrydsklipning. Dette er et seriøst no-go…!

Fredags-fjolleri med idé til "Spider-Man"-reboot

Som tidligere skrevet, starter Spider-Man på en frisk. Et nyt hold skuespillere skal findes, men instruktøren til den nye ‘Spider-Man’-film blev som bekendt Marc Webb – manden bag (500) Days of Summer. Så som et lille fornøjeligt fredagsindlæg, vil jeg smide lidt inspiration på banen til det kommende reboot.

Jeg synes nemlig, at man skal kigge mod Italien, hvor den italienske Spider-Man huserer. Han er pludselig aktuel igen og måske det perfekte valg til den kommende film. Tjek den underholdende trailer ud nedenfor – og søg selv videre på YouTube efter mere med den hårdtslående helt. Det holder…!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=UhHhXukovMU[/youtube]

Fjollet pris-uddeling hylder "Antichrist"

Udover de mange veletablerede og velrenommerede prisuddelinger findes der også en række mindre kendte – og mere eller mindre fjollede priser på nettet. En af dem er WTF Awards. Ja, altså What The Fuck Awards. Så er stilen vist lagt. Siden hylder således det forgangne års mest overraskende, latterlige og vilde film. Vinderne findes altså på baggrund af hvilke film, der har fået dem til at udbryde et ”What the fuck”.

WTF Film of the Year er Lars von Triers fantastiske Antichrist. Den vinder på baggrund af filmens til tider ret så brutale og voldelige billedside – well, filmen indeholder jo som tidligere nævnt også stor skønhed, som dog i denne ombæring øjensynligt ignoreres.

Heruover var der også fjollede priser som Most Unexpected Flop, der gik til Jennifer’s Body, som har Megan Fox på plakaten, mens prisen Most Distracting CGI Appendage gik til Dr. Manhattan’s penis i Watchmen. Prisen for mest vildledende filmtitel blev tildelt Funny People og så løb komedien Observe and Report med prisen Most Uncomfortable Sex Scene, hvor Seth Rogen som bekendt har fået slæbt en mere en påvirket Anna Faris med sig hjem.

Find resten af vinderne HER – hvor bl.a. Vin Diesel og Nicolas Cage også løber med priser.

– Læs også Triers troldspejl forfører og frastøder.

”The Road” er en trøstesløs og forførende dystopi

Der venter en dyster og trøstesløs rejse i John Hillcoats postapokalyptiske The Road, som bygger på Cormac McCarthys bog af samme navn. Jeg har endnu ikke læst bogen, så kan ikke sige hvor godt filmen følger sit litterære forlæg. Jeg kan blot konstatere, at som film fungerer denne afdæmpede og brutale affære fremragende. Et depressivt kig ind i en verden hvor al civilisation efter en ukendt apokalypse er ophørt. Al dyre- og planteliv er dødt og tilbage er kun rastløse og desperate menneske, som forsøger at overleve de barske omstændigheder.

I filmen følger vi en far og hans søn. De bevæger sig gennem det døde landskab, mens de må flygte fra kannibaliserende bander, lede efter mad og ellers forsøge at holde modet oppe i den konstant nedslående verden, hvor der ikke er meget håb at hente i de langstrakte grå vidder.

Nej, dette er bestemt ikke et postapokalyptisk action-ridt med store pompøse masseødelæggelser, som genren ellers ofte benytter sig af. Dette er en fåmælt og eftertænksom historie, der brutalt og intenst vender evigtgyldige temaer som menneskelighed, godt og ondt. The Road har altså langt mere til fælles med fx Michael Hanekes depressive Ulvetider, end fx de actionfyldte Mad Max-film.

Viggo Mortensen er overbevisende og medrivende som udsultet og fortvivlet fader, mens drengen, spillet af Kodi Smit-McPhee gør det godt som sønnen. Et troværdigt, ofte ømt og interessant forhold, som heldigvis ikke bliver (alt for) sukkersødt og sentimentalt, men hele vejen er udfordrende og dynamisk.

Instruktør John Hillcoat stod senest bag den rå western The Proposition og viser igen en medrivende sans for atmosfæremættet og barsk historiefortælling. Igen har han fået Nick Cave og Warren Ellis til at komponere filmens score, som her smyger sig smukt og gruopvækkende om filmens bjergtagende billeder og skræmmende scenerier.


The Road er ikke en opløftende film, men en særdeles fascinerende og desperat tur ind i en verden hvor menneskelig moral og loyalitet sættes på hård prøve. Et både nedslående og smukt iscenesat postapokalyptisk sceneri, som hele vejen igennem holder en desperat utryghed i hævd. En intens, atmosfærisk og forførende dystopi og således også en fremragende filmoplevelse.

– Deltag i konkurrencen om biografbilletter og filmens score HER.

Originaltitel: The Road, USA, 2009. Instruktion: John Hillcoat. Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall, Guy Pearce m.fl. Spilletid: 1 time 53 min. Biografpremiere: d. 28. januar 2010. Distributør: Scanbox Entertainment.

Clint Eastwood er dette års nummer 1

Kan man overhovedet måle skuespilleres popularitet? Det er i hvert fald hvad den årlige Harris Poll forsøger. Nu er dette års resultat over hvilke nulevende og afdøde Hollywood-skuespillere amerikanerne bedst kan lide offentliggjort. Helt i top finder man Clint Eastwood. Han har således hoppet en enkelt plads op fra sidste år og overhalet Denzel Washington, som ellers de sidste tre år har siddet sikkert på toppen.

Eastwood har dog flere gange været helt i top, senest i 2006. Han er mest populær blandt de ældre, mens dem mellem 18-32 år mere er på Johnny Depp og de 33-44-årige er vildest med Sandra Bullock. Denzel Washington er i år havnet på en tredjeplads, mens tre nye ansigter er kommet til, nemlig Sandra Bullock, George Clooney og Meryl Streep. Derimod har Will Smith, Harrison Ford og Angelina Jolie helt forladt listen.

– Dette års Top 10 (sidste års placering er nævnt i parentes)

1. Clint Eastwood (2)
2. Johnny Depp (8)
3. Denzel Washington (1)
4. Sandra Bullock (ny)
5. Tom Hanks (7)
6. George Clooney (ny)
7. John Wayne (3)
8. Meryl Streep (ny)
9. Morgan Freeman (9)
10. Julia Roberts (6)

Nu hvor sneen falder hvid – del 3

Ja, så fyger der atter sne henover landet. Bidende kulde og hvide fnug har henlagt landet i et hvidt landskab – et ideelt scenario for at krybe sammen foran en god film. Ja, jeg ved sgu ikke helt hvad det er, men hver gang sneen lægger sig, får jeg lyst til film med sne i. I denne ombæring vil jeg da lige anbefale Stephen King filmatiseringen Misery – hvis man da har nerverne til det…

Denne lille klaustrofobiske thriller udspiller sig i et hus, hvor dynger af sne har isoleret de medvirkende fra omverdenen. Forfatteren Paul Sheldon kører galt under et iltert snevejr. Den forslåede forfatter reddes imidlertid af Annie Wilkes, som vil tage sig af ham, til han kommer på højkant igen. Det viser sig, at hun både er stor fan af forfatteren og umiddelbart også en flinker dame. Opholdet hos Wilkes – spillet sublimt af en skræmmende Kathy Bates – udvikler sig dog fatalt.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p-3MCYcc4Vg&feature=related[/youtube]

– Læs også Nu hvor sneen falder hvid… og Nu hvor sneen falder hvid – del 2.

Tim Burton ny juryformand ved Cannes Film Festival

Det visuelle legebarn Tim Burton har netop fået den ærefulde tjans at styre løjerne, som juryformand ved Cannes Film Festival 2010. Så bliver det spændende at se, om hans smag for det aparte og eventyrlige vil skinne igennem, når vinderne hives op af hatten. Da Quentin Tarantino havde tjansen tilbage i 2004 var det Michael Moores Fahrenheit 9/11, som løb med De Gyldne Palmer, mens den fremragende Oldboy fik Juryens Specialpris – hvilket nok kan til dels kan tilskrives Tarantinos rolle.

– Tim Burton havde følgende svar til rollen som juryformand:

– Tim Burton er selv aktuel med Alice i Eventyrland d. 4. marts – og igen har han teamet op med sin vanlige legekammerat Johnny Depp. Jeg glæder mig!

Sam Worthington muligvis som Dracula

Senest har vi set Sam Worthington i skikkelse af et 3 meter højt og blåt rumvæsen i James Camerons Avatar – nu iklæder han sig muligvis kappe og hugtænder, eftersom han er sat til at indtage rollen som ingen ringere end grev Dracula i Alec Proyas Dracula: Year Zero, som vil fokusere på den blodtørstige greves oprindelse. Der vil muligvis ikke være meget flagermus over drengen, eftersom historien drejes over den romanske hersker ”Vlad the Impaler”, som bl.a. var berygtet for at spidde sine fjender på store spyd (heraf tilnavnet). Vlad var dog inspiration for den Dracula man bl.a. kender fra Bram Stoker. Der bliver altså tilsyneladende mere tale om et historisk drama, end rendyrket Dracula-trip, hvor man vil følge Vlads forfald til ondskaben.

Dette dog ikke konfirmeret fra Worthington selv endnu. Jeg er da heller ikke helt sikker på, at han er den rette mand til rollen. Om ikke andet, så er det en interessant vinkel på Dracula-mytologien.