”Paranormal Activity” er pisseuhyggelig!

Det her er sgu en vaskeægte lowbudget solstrålehistorie og faktisk en af dette års mest hypede film! Well, måske ikke i lille Danmark, men i USA har rygtet om denne indie-creeper bredt sig som en steppebrand, ikke mindst efter at Steven Spielberg udtalte, at han nær var død af skræk under filmen. For faktisk er filmen fra 2007, men havde i lang tid en usikker fremtid. Ingen distributører bed på, men med gå-på-mod, en kreativ trailer og effektiv markedsføring – bl.a. kunne folk ønske filmen til deres by – kom Paranormal Activity frem i verden. Nu er turen så kommet til at skræmme Danmark fra vid og sans. Og ja, believe the hype. Dette er særdeles skrækindjagende uhygge, som går lige i maven og sniger sig ind i ens mareridt. Fantastisk!

Historien er simpel, men særdeles veludført. Kæresteparret Micah og Katie oplever mystiske ting i deres hus – underlige lyde og ting der flytter sig uden grund. De beslutter sig for at komme mysteriet til livs, derfor køber Micah et videokamera, så de kan fange de mystiske hændelser på bånd. Og tro mig, der bliver fanget mystiske hændelser på bånd. Det er disse ”hjemmevideo”-optagelser, som udgør filmen.

Her er altså tale om en film i en dokumentarisk stil, som efterhånden er blevet ret populær, ikke mindst med den nu 10 år gamle The Blair Witch Project. Senest har vi så bl.a. fået den spanske [Rec] (2007) og monsterfilmen Cloverfield (2008). Længere tilbage finder man også film, der bruger lignende dokumentariske greb, bl.a. den fremragende Man Bites Dog (1992) og fra 1980 den grusomme Kannibalmassakren.


Paranormal Activity er uhyre godt skruet sammen og ikke mindst – pardon my French – pisse-hamrende-uhyggelig. Uhyggen bygges så effektivt op, at selv de mest uskyldige ting bliver skræmmende, som fx en dør der blidt bevæger sig. Det er sgu godt gået. Mødet med det overnaturlige fremstår troværdigt, ikke mindst takket være kæresteparret. Der er en dynamik og naturlighed over dem, som gør, at man rent faktisk tror på og føler med dem – og det er nødvendigt, når filmen skal sælge varen. Så selvom man godt ved, at det er fiktion, ja så besidder de grynede optagelser og parret en troværdighed, som går direkte i skræknerven.


Men kære blog-læsere, forvent ikke at der fra første frame smides jumpscares til højre og venstre. Dette er en slowburner, som dog i den grad tager fart og ikke mindst fat i sit publikum. Og jeg er altså ikke sart, hvad skrækfilm angår. Men jeg blev skræmt godt og grundigt op til flere gange undervejs – og uhyggen rumler stadig i baghovedet, når mørket falder på. Det er efterhånden lang tid siden en gyser gjorde det. Jeg har godt nok også et svagt punkt for bl.a. genfærd – så dette var bestemt vand på min mølle. Anyways. Paranormal Activity er en creepy og velkomponeret skræktur og en herlig hårrejsende biografoplevelse, som jeg under alle andre også at få. Spørgsmålet er så bare, tør du?

– Husk nu, at du stadig kan nå at vinde billetter og hættebluser. Deltag HER.

Originaltitel: Paranormal Activity, USA, 2007.

Instruktion: Oren Peli.

Medvirkende: Katie Featherston, Micah Sloat m.fl.

Spilletid: 86 min.

Distributør: SF Film.